Når stormen raser

Sundhed er (også) andre mennesker

”Jeg var sådan set ikke glad, da jeg kom, og det er jeg nu”, sagde en af mine elever i sidste uge efter en yogatime, hvor vi havde kastet os ud i lige præcis den mængde rolige og fokuserede styrke, som et stresset nervesystem meget ofte har så godt af.

I yogaen bliver det hvilende og restorative ellers ofte fremhævet som vejen til nedregulering, når vi alt for længe har kørt i et alt for højt gear. Men for mange, der nærmest sitrer, når de ankommer til deres yogaklasse, er det faktisk mere end svært at skulle hvile med det samme. Og det behøver de heller ikke. Vi kan møde dem, hvor de er, med bevægelse og styrkende øvelser. Og så kan vi runde af med hvile, når stresshormonet kortisol, efter at vi har vækket styrken, er dalet til et lavere niveau end det var, da vi startede.

Og det er faktisk en af grundene til, at jeg holder fast i yogaen, selvom jeg hører, at den er håbløst forældet nu, hvor træning i møgdyre maskiner er vejen frem: Yogaen kan det hele, og dens mangefacetterede redskaber gør det muligt for os at møde vores elever lige der, hvor de er. Altid fra et sted af omsorg. Aldrig fra et sted, hvor de ikke er gode nok. Fordi yoga også er filosofi. En måde vi er på i verden, der er drevet af ahimsa – ønsket om at gøre godt.

Og derfor føler vores elever sig efter endt yoga gladere, end da de kom. Fordi det fysiske og det mentale her får lov til at gå hånd i hånd. Og som verden ser ud lige nu, er det at kunne vække glæden en temmelig vigtig evne.

Glæden var også grunden til, at jeg tilbage i ’99, da jeg lige var blevet færdig som cand. mag. i litteraturvidenskab og skulle i gang med at stable en karriere på benene, der havde noget med mit studie og min nye titel som akademiker at gøre, endte med at blive hængende i yogaen, selvom den bare skulle have været en overgangsfase på vejen mod et rigtigt voksenjob: For en dag, da mine elever satte sig op fra shavasana, med uglet yogahår og bløde smil, gik det op for mig, at jeg var i den helt utrolig heldige situation, at jeg via mit arbejde som yogalærer fik lov til at være sammen med andre mennesker på det måske bedste tidspunkt af deres uge: Når de bare var helt til stede i nuet og i kroppen.

Og selv i dag – og særligt på tunge dage, hvor det at prøve og drive en lille, selvstændig yogaskole uden anden kapital i ryggen end knofedt, ikke er specielt gavnligt for yogalærerens eget stressniveau – så tager jeg ind til mine klasser i Prana med en viden om, at jeg der skal møde mennesker, som har glædet sig hele dagen til deres klasse og til at træde ind i yogaens magi sammen med mig. Og helt ærligt kan jeg ikke komme i tanker om et mere meningsfyldt arbejde end det.

For i Pranas fine lys finder vi sindsroen sammen, uanset om vores yoga er dynamisk eller stille. Den sindsro, der har så trange kår i verden i dag, hvor utallige storme raser på én gang, og hvor mange virker som om de har glemt vigtigheden af dialog og foretrækker bare at råbe. Helst så højt, at de er fuldkommen ude af stand til at høre, hvad andre råber tilbage.

Og fordi jeg er så privilegeret at tilbringe mit arbejdsliv et sted, hvor vi også kan høre hinanden, selv om vi hvisker, og hvor dialogen er helt central – både den vi har med os selv, med vores krop og med hinanden – så mærker jeg, hvor voldsomt det føles at træde ud der, hvor der bliver råbt, om det så bare er på de sociale medier, i trafikken eller i fortravlede messenger-tråde, hvor vi ikke ser hinanden i øjnene og ikke kan se, hvordan vores af og til hårde ord rammer dem, vi taler imod.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at der aldrig har været mere brug for et rum som det, vi skaber sammen i Prana, og som skabes i alle små, omsorgsfulde yogafællesskaber landet og verden over. Fordi vi her kan blive mindet om, hvordan det er at være mennesker sammen, når vi er trygge og vil hinanden det bedste. Og den påmindelse har en endnu større effekt på vores sundhed end selv den nyeste, hårdeste træning, de dyreste kosttilskud og den bedst lagte kostplan. For lander vi aldrig i en fornemmelse af tryghed, får vores nervesystem aldrig en pause. Og trygge pauser er måske det mest dyrebare, vi kan give os selv og hinanden lige nu. For sundhed opstår og opretholdes i de gode fællesskaber, især når stormene raser.

Vil du også lære at dele en praksis, der aldrig går af mode? Og få redskaberne til at skabe vedvarende balance i dit liv, uanset hvilke storme der raser i det?

Med vores 200-timers uddannelse, der starter igen til marts, får du et af landets mest gennemarbejdede uddannelsesforløb med en ekstremt erfaren, vidende og veluddannet underviser. Du kan tage uddannelsen som et fuldt forløb eller i mindre bidder. Tilmelder du dig hele uddannelsen senest d. 1/12 får du endda en god rabat – særligt hvis du betaler for den på én gang.