Will you let me teach you how to listen to yourself with kindness? 

I 2025 blev det på særligt én weekend udkrystalliseret, hvordan jeg var havnet et sted i mit liv, som ikke var bæredygtigt. Men også hvordan vejen videre skulle se ud.

Tilbage i september var jeg i London for at deltage på en workshop, der blev et meget præcist billede på året, der er gået: Noget var helt fantastisk. Noget var fuldkommen rædselsfuldt. Og der var ikke så meget midt imellem.

Jeg behøver næppe opremse eksempler på blissed out indsigts-beskrivelser af yogaen på de sociale medier. Vi har alle set dem, og fylder yoga i et eller andet omfang i vores liv, har vi med stor sandsynlighed også lavet dem. Og der er intet som helst galt med at dele det gode og smukke, som yogaen kan.

Men som jeg oplever, at både jeg selv og andre undervisere – også undervisere med stor kyndighed og kolossal erfaring – kæmper for at få engageret de deltagere, vi har brug for, hvis vores arbejde skal være bare en lille smule rentabelt, spekulerer jeg på, om løbet ikke er kørt for vores entusiastiske ”POV: Når du har fundet den helt perfekte øvelse for dine hedeture/din bækkenbund/dine rynker/din mental load”-opslag med masser af guldstøv og stjerneskær, overskud og upbeat-hed.

For hvis de opslag virkelig virkede, ville vi så have brug for at lave så mange af dem?