Når livets regnestykke ikke går op

Har du prøvet at blive irriteret på dig selv over, at du kollapsede på sofaen, selvom der var et gulv, der skulle vaskes, ti emails, der skulle besvares, en kage, der skulle bages til en børnefødselsdag, eller en online yogaklasse, du havde lovet dig selv at tage, fordi det er alt for længe siden, du sidst praktiserede yoga? Så er du nok ikke alene...

For er der én ting, de fleste af os er endnu bedre til end at falde i søvn på sofaen, så er det uden tvivl at slå os selv oven i hovedet over vores uformåenhed.

Men inden du kommer for godt i gang med at gøre det, kan vi – inspireret af kinesisk medicin – tage et kig på et regnestykke, der sætter vores uplanlagte hvil i perspektiv.

Her er livet fra fødsel til død groft sagt et kontinuerligt energiregnskab. Og det er ret let at forstå med eksempler, der kommer fra træning.

Her trækker for eksempel hård, fysisk sport fra, fordi den tager mere fra vores ressourcer end de fleste af os, i hvert fald i det lange løb, har at give.

Det samme gør det, hvis vi aldrig spiser helt nok eller spiser os mætte. For det kan godt være, at diæt som livsstil gør os tynde, men det gør os også underernærede.

På samme måde vil trangen til sveddryppende og ikke sjældent led-belastende yoga tære frem for at nære.

Det kan derfor være en klog strategi, hvis vi da kan lægge ideen om præstation og udmattelse som noget sundt fra os, at vi i stedet vender os mod måder at praktisere på, der regulerer nervesystemet og hjælper os med at opbygge styrke uden at dræne, så vi træner for livet som helhed, og ikke bare for nuet.

Ud over skæve, men måske ikke overraskende populære opfattelser af, hvad der er sundt, så kan også vores helt almindelige hverdagsliv forårsage et energetisk overtræk.

Det sker, når vi – som jeg selv alt for ofte har oplevet det – kæmper en på forhånd tabt kamp med at nå alt det, vi skal.

For selvom det lykkes os at undgå at falde i søvn på sofaen, har de fleste af os indrettet os på en måde, der får det til at føles som om der hver eneste gang, vi har afsluttet en opgave, altid dukker mindst to nye op. Og fordi det at have styr på tingene ofte vægtes højere end det at kunne trække vejret frit, så ender livet ofte som et forhindringsløb imellem alle de ting vi næsten men aldrig helt kan nå. Og det får os ofte til at føle os utilstrækkelige og dybt, dybt udmattede.

Løsningen er dog ikke at optimere vores evne til at præstere. Særligt fordi de fleste af os allerede er over-optimerede på det punkt. Snarere findes det i, at vi sætter os ned og kigger på, hvad det egentlig er, at vi – og ofte også vores omgivelser – forventer af os.

Det kan gøres ganske enkelt. Du kan simpelthen lave et energetisk regnskab, hvor du trækker det antal opgaver, du skal håndtere, fra det antal timer, du realistisk har til at håndtere dem. Det gør jeg selv med jævne mellemrum, og mit regnskab ender næsten altid i minus.

Det skyldes ikke dårlig planlægning. Selvom grunden kan svinge lidt, skyldes det lige nu og igennem de sidste ca. fem år primært, at jeg, på grund af støt stigende priser på alt fra Pranas og min egen husleje til indkøb af dagligvarer mv. faktisk ikke kan tjene nok uden samtidig at miste pusten og presse mig selv til det yderste. Og selv hvis jeg gør det, er det aldrig helt nok, så derfor må jeg arbejde mere, end der reelt er timer og minutter til det, hvis jeg vil have en bare nogenlunde levestandard. Og jeg er næsten helt sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Samtidig har jeg, efter at jeg et par gange har været skræmmende tæt på fuldkommen at kollapse af stress (hvad jeg for øvrigt slet ikke har hverken tid eller råd til) truffet en beslutning om, at jeg hverken kan eller vil være i gang hele tiden. At jeg ikke vil leve som fange i det, man er begyndt at kalde hustle culture, hvor arbejde og det at presse sig selv til det yderste sættes over alt andet og prises som det mest værdifulde, man kan gøre som menneske. For af og til – og helst hver dag – vil jeg have tid til at hvile mig. Til at kigge ud i luften. Og tid til at falde i staver. Og det vil jeg, fordi det for det første er sundt, og også meget, meget sundere end altid at løbe hurtigt. Men det vil jeg også, fordi jeg ud over mit arbejdsregnestykke har mit personlige regnestykke, som jeg skal forholde mig til. I det har mine to nærmeste mennesker af og til brug for mig. Brug for mit nærvær, min omsorg og mit overskud. Og har jeg ikke noget af det, bliver jeg nødt til at svigte dem. Og så er livet ikke bare et regnestykke, der ikke går op. Så giver det lige pludselig slet ingen mening.

Så jeg er begyndt at acceptere, at mit liv – som verden er strukturelt og herunder også økonomisk skruet sammen på lige nu – aldrig nogensinde kommer til helt at balancere. I stedet går jeg og vænner mig til helt uden dårlig samvittighed at sige ting som: ”Det kan jeg simpelthen ikke nå”. Eller: ”Jeg får det nok gjort på et tidspunkt, men jeg kan ikke sige hvornår”. Nyvaskede gulve er heller ikke længere en første-prioritet, ligesom forbrug (ud over planter til min lille have) ikke er det. Derimod får lure den plads, de skal have, og det gør uproduktive stunder også. For at der er en strukturel fejl i den måde, vi har etableret samfundet på – helt sikkert for os alle, men særligt for mange selvstændige – skal ikke gå ud over min sundhed.

Derfor prioriterer jeg det, der betyder mest: Mændene i mit liv. At undervise god yoga i Prana og være nærværende der over for mine elever og klienter. At dele min viden på Pranas uddannelser, måske ikke grafisk lækkert, men med masser af dyrebart indhold.

Og så minder jeg mig selv om en lille bid visdom fra yogafilosofien, som jeg elsker: At det er bedre at udføre ens egen dharma uperfekt end en andens perfekt (Bhagavad Gita 3.35). For også når det kommer til sundhed, findes der næppe noget sundere, end at give sig selv lov til at være uperfekt. Og i et samfund, hvor det altid at være i gang, præstere og optimere, sættes som den højeste standard, er den fineste gave, vi kan give hinanden, at acceptere, at det af og til er nødvendigt at sige: ”Det kan jeg desværre ikke nå”.

Træd et skridt tilbage fra hverdagens hustle culture og se livet fra en anden vinkel på forløbet Yoga, en praksis for sindet, hvor vi fordyber os i yogafilosofi og meditation.

Har du brug for hjælp til at finde din energetiske balance, har jeg stadig ledige tider til privatforløb og akupunktur i juni.

Er du ikke i nærheden af Prana, kan du deltage på online-forløbet Hjemme i din krop til september (du kan også deltage i Prana).

Du kan også sætte en weekend i efteråret af til at få redskaber til en sund vej videre på workshoppen Yoga som livspraksis: En weekend med fokus på fællesskab, ny viden og vedvarende velvære.